Som vi ligger der med vågne børn i stuen ved siden af og prøver at rekonstruere, hvordan det var den gang vi mødtes for mere end 15 år siden, bliver det hele igen meget tydeligt. Du og jeg.
Hvordan vi hver i sær var usikre og skiftedes til at tage små chancer, der føltes umådeligt store, fordi de måske ville ende med et nederlag, som ingen af os kunne bære.
Hvordan du med famlende fingre fandt vej til noget, jeg ikke vidste, jeg besad. Og hvordan jeg tog mod til at se dig i øjnene senere og spørge, om vi skulle ses igen.
Hvordan du senere ud af det blå pludselig sagde, at du elskede mig uden at jeg vidste, hvad jeg skulle svare. Hvordan vi senere voksede sammen og klarede at miste ham. Og overleve.
Hvordan der kom perioder, hvor jeg i glimt ikke kunne holde dig ud. Eller måske var det mig selv i det. Og hvordan jeg nu igen ikke vil leve uden dig. Mens du ligger her og med dit kys får blodet til at boble og snurre.
Som den gang, hvor tid og sted ikke eksisterede.
