Død et øjeblik

Tog på en hemmelig tur igen. Med smøger og kakao. Fordi jeg bare skulle være alene. Igen.
Et øjeblik var jeg helt alene i verden -- kunne ikke se nogen eller høre noget.
Det føltes som om jeg var død.
Men det føltes godt.

Rekonstruktion

Som vi ligger der med vågne børn i stuen ved siden af og prøver at rekonstruere, hvordan det var den gang vi mødtes for mere end 15 år siden, bliver det hele igen meget tydeligt. Du og jeg.

Hvordan vi hver i sær var usikre og skiftedes til at tage små chancer, der føltes umådeligt store, fordi de måske ville ende med et nederlag, som ingen af os kunne bære.

Hvordan du med famlende fingre fandt vej til noget, jeg ikke vidste, jeg besad. Og hvordan jeg tog mod til at se dig i øjnene senere og spørge, om vi skulle ses igen.

Hvordan du senere ud af det blå pludselig sagde, at du elskede mig uden at jeg vidste, hvad jeg skulle svare. Hvordan vi senere voksede sammen og klarede at miste ham. Og overleve.

Hvordan der kom perioder, hvor jeg i glimt ikke kunne holde dig ud. Eller måske var det mig selv i det. Og hvordan jeg nu igen ikke vil leve uden dig. Mens du ligger her og med dit kys får blodet til at boble og snurre.
Som den gang, hvor tid og sted ikke eksisterede.

Vredestårer

Hvad fanden sker der for, at jeg altid skal tude, når jeg bliver vred!? Som om det ikke var nok at blive vred, komme med vrede udbrud, som man måske ikke rigtigt mener, men som man siger alligevel, fordi det bare kommer af sig selv. Næ nej, der skal også altid komme tårer, der løber ned ad kinderne og ydmyger mig endnu mere. Og får mig til at føle mig svag -- oven i vreden.

Det er jo for fanden ikke til at tage seriøst, så. Og efterlader mig i øvrigt ked af det helt ind i knoglerne.

Mæt og glad?

Jeg spiser for meget. Punktum. Fordi jeg bare ikke kan lade være.

Jeg ville egentlig gerne tabe mig de der 10-15 kilo og tager tilløb. Og tilløb. Og tilløb. Men det bliver bare ikke til noget lige nu.

Jeg har været på kur masser af gange. Tabt mig 5 kilo og taget det hele på igen. Fordi jeg bagefter putter ekstra meget smør på brødet, spiser ekstra meget kød og lasagne. Og slik.
Det er sådan en slags fed-dig-sel-op-igen mekanisme, der bare kører af sig selv. Specielt når jeg er trist. Og det er jeg en del. Inden i.

I dag har jeg drukket 2 små kakaomælk, spist 3 boller med smør. Og jeg er stadig ikke glad mæt.

Punkteret

Hvorfor skal jeg punkteres med den kniv i ryggen, hver gang jeg lige har bygget mig op og er klar på verden igen!?
Jamen jeg spørger bare, fordi det er fucking hårdt igen og igen at tage den tur!

Bare lige et sex-tip til dig, mand!

Bare lige et tip til dig, mand, hvis du egentlig gerne vil have mere sex. Og det ved jeg, at du vil!

Måske du skulle få fingeren ud og vise mig, at du elsker mig. Mere.

Jamen behøver en kvinde da kærlighed for at dyrke sex? Kan man måske spørge... Og svaret er: Nej. Problemet er bare, at den lyst hun evt. måtte have til sex med dig lige så langsomt bliver gemt væk, når du samtidig tager hende for givet. Og den kommer ikke frem i det øjeblik, du tager hende på brysterne eller stolt viser dit lem frem. I'm sorry.
For når du samtidig sætter dig foran computeren og tjekker mails, der åbenbart er vigtigere end opmærksomhed til hende, børnene eller den aftensmad, som du forventer at hun har købt ind til. Når du samtidig hver morgen tager det tøj på, som du forventer, at hun har vasket for dig. Når du samtidig lader hende om at stå op med trætte børn om morgenen, som hun gør klar til dagen mens du tager dig dine 50 minutter på badeværelset. Når du samtidig i bund og grund synes hun er lidt for tyk -- uden rigtigt at sige det, dog. Ja, så er det lissom om, at sex er lidt lige meget, ikke?

Så æder hun bare en kage mere og klarer det selv...

Dobbeltliv

Hvis du spurgte familie og omgangskreds, om hvordan jeg er, tror jeg, at de fleste ville svare noget i retning af, at jeg er en vellidt, stærk, varm og positiv kvinde med rimeligt styr på tilværelsen. Mand og børn, job og villa, engageret i bestyrelse og foreningsarbejde. Dygtig, smilende, omsorgsfuld.

Og sådan vil jeg også gerne ses. For sådan er jeg også. Men ikke kun!

Jeg er også en usikker og famlende kvinde, der kæmper med hvem jeg er, hvad jeg vil og hvad jeg kan. Med dage, hvor følelserne sidder uden på tøjet og hjernen vrider sig for at holde sammen på det hele. Dage, hvor jeg vælter og ikke kan finde fodfæste igen og føler mig helt forkert. Dage, hvor jeg også er svag og ensom. Fordi jeg ikke lukker ret mange der ind i den svage del af mig. Tør ikke. Jeg er bange for, at de så slet ikke vil kunne lide mig. For den del kan jeg ikke engang selv lide. Måske ved jeg heller ikke helt, hvordan jeg skal vise den uden at være ynkelig.

Men det er et dobbeltliv. Nogle gange bruger jeg så meget krudt på at leve op til det, jeg tror andre ser mig som; op til det, jeg gerne vil være, at der næsten ikke er mere energi tilbage, når jeg er hjemme i det trygge vadested, hvor jeg kan give slip.

På bar bund igen

Enkelte dage kan jeg det hele og synes i den grad, at jeg har ressourcerne til det. Jeg lægger planer og og spinder drømme om alt det, jeg nu skal og kan. Og tillader mig oven i købet at tro på det. Oh, energien vil næsten ingen ende tage.
Men på bare en enkelt nat formår jeg åbenbart at vende på en tallerken og igen synke sammen, så det hele fordufter for øjnene af mig.

Således på bar bund igen.

Jeg gør det lige en af dagene...

For næsten et år siden skiftede jeg arbejde. Tasken med ting og noter, jeg brugte på mit gamle arbejde står endnu uudpakket og samler støv i et hjørne af arbejdsværelset. Måske endda med en gammel madpakke i.

Jeg skal nok snart smide den ud.
Sammen med alle de andre ting, bunker af noter, tøj og andet habbengut, som er ved at gro fast i mit liv.
Jeg gør det lige en af dagene...

Jeg gjorde det bare

En gang stjal jeg en BH fra en god veninde. Hun var min bedste veninde.
Jeg kunne sikkert have lånt den, hvis jeg havde spurgt om lov. Eller købt en selv.
Jeg ville egentlig ikke stjæle. Og slet ikke fra hende.
Jeg gjorde det bare.

Fri et øjeblik

Når jeg får nok af det hele, og har mulighed for det, tager jeg bilen og kører afsted. Ud i verden af en eller anden lille vej, som jeg ikke aner, hvor ender. Og skider hul i det hele. Med høj musik og junkfood ved min side. Måske holder jeg ind et sted og æder. Voldæder. Og ryger i smug og lader som om jeg er fri og ligeglad med slankekure og god opførsel. Som om tiden og virkeligheden ikke findes. Bare mig.

Bagefter ved jeg ikke, om jeg har det bedre eller værre. Men jeg var fri et øjeblik.
Og ingen ved det.

Alene

Man fatter ikke, hvilken ro det giver mig at være helt alene i dag. Sende dem alle afsted og tage en ekstra fridag efter en lang påskeferie sammen.
Ja, jeg elsker børnene. Og ham. Og jeg elsker at tænke på, at skulle være sammen med dem. Men i dag elsker jeg at tænke på, at de slet ikke er her. Lade som om de slet ikke findes. Og bare være alene.

Og jeg gider ikke engang at have dårlig samvittighed over det.

Ready set go

Okay, så får I mig. Serveret på et sølvfad. Strøet i dele af løst og fast lige midt i vadestedet. Lidt alt og intet om noget af det, der betyder noget for mig. Eller ikke betyder noget. Måske bare tanker, desperation, kærlighed, savn, drømme, hverdag med børn og lidt ind i mellem. Eller bekendelser...