Hvis du spurgte familie og omgangskreds, om hvordan jeg er, tror jeg, at de fleste ville svare noget i retning af, at jeg er en vellidt, stærk, varm og positiv kvinde med rimeligt styr på tilværelsen. Mand og børn, job og villa, engageret i bestyrelse og foreningsarbejde. Dygtig, smilende, omsorgsfuld.
Og sådan vil jeg også gerne ses. For sådan er jeg også. Men ikke kun!
Jeg er også en usikker og famlende kvinde, der kæmper med hvem jeg er, hvad jeg vil og hvad jeg kan. Med dage, hvor følelserne sidder uden på tøjet og hjernen vrider sig for at holde sammen på det hele. Dage, hvor jeg vælter og ikke kan finde fodfæste igen og føler mig helt forkert. Dage, hvor jeg også er svag og ensom. Fordi jeg ikke lukker ret mange der ind i den svage del af mig. Tør ikke. Jeg er bange for, at de så slet ikke vil kunne lide mig. For den del kan jeg ikke engang selv lide. Måske ved jeg heller ikke helt, hvordan jeg skal vise den uden at være ynkelig.
Men det er et dobbeltliv. Nogle gange bruger jeg så meget krudt på at leve op til det, jeg tror andre ser mig som; op til det, jeg gerne vil være, at der næsten ikke er mere energi tilbage, når jeg er hjemme i det trygge vadested, hvor jeg kan give slip.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar